Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Et år på US10

HVORFOR SKAL DU VÆLGE ET ÅR PÅ US10?

  • Du kan blive mere sikker på, at du vælger den rigtige ungdomsuddannelse

  • Du kan forbedre dig fagligt og få gode studievaner

  • Du kan højne dit karakterniveau

  • Du kan forberede dig til den ungdomsuddannelse, du ønsker

  • Du kan tage 10. klasseprøven i dansk, engelsk, matematik, fysik/kemi og tysk/fransk 

  • Du kan blive mere moden, ansvarlig, selvstændig og initiativrig

HVAD FÅR DU, HVIS DU VÆLGER US10 TÅRNBY?

  • En individuel målsætning for skoleåret

  • En kontaktlærer der støtter dig i at nå din målsætning

  • Flere lærere i hvert fag der er med til at sikre faglig fordybelse og differentiering

  • Et trygt og udviklende fællesskab med faglige, personlige og sociale udfordringer

  • Et år der udfordrer dig til at nå dine mål

  • Valgfag der kan understøtte dine studievalgs ønsker

  • Et anderledes og oplevelsesrigt skoleår

UNDERVISNING

10. klasse drejer sig først og fremmest om faglig kvalificering og uddannelsesafklaring. Skoledagen består af obligatorisk undervisning i hovedfagene dansk, matematik og engelsk samt mulighed for at vælge prøveforberedende tilbudsfag som fysik/kemi, fransk og tysk. Derudover vil der være en række valgfag og temamoduler. Gennem skoleåret vil skoledagene rette sig mod, at du undersøger dine muligheder for uddannelsesretninger, prøver dine grænser af og udvikler dig fagligt.

Du har som udgangspunkt undervisning hver dag mellem kl. 8.15 og 14.45 i hovedfagene, tilbudsfagene, valgfagene og temafag.

Hvis man fravælger at være en del af tilbudsfagene, skal man i stedet vælge mellem modulvalgfagene samfundsfag eller naturfag. Der vil også være en række såkaldte kursusfag, hvor vi arbejder med den faglige kvalificering i hovedfagene til dem, som ikke har tilbudsfag. Det endelige skema er endnu ikke lavet, da vi ikke kender alle skemapositionerne på vores eksterne undervisningsmatrikler før til sommer. I temafag arbejder vi blandt andet med klassens trivsel og studieafklaring. Du kan læse mere om tilbudsfag og valgfag under fanen "Om US10"

Vi tilbyder dig et år i et trygt og rummeligt ungdomsmiljø på US10. Du vil møde masser af unge på din egen alder fra hele kommunen samt lærere og pædagoger, der målrettet har valgt at undervise i 10. klasse og arbejde med din aldersgruppe. Vi ser 10. klasse som første år af din ungdomsuddannelse, hvor du bliver fagligt dygtigere, mere moden og får afprøvet dine uddannelsesønsker gennem brobygning og praktiske, kreative og studierettede valghold. Det er vigtigt for os, at du som elev bliver selvstændig, initiativrig og ansvarlig over for dig selv og over for fællesskabet. Derfor gør vi dig det klart, at du går i skole for din egen skyld.

 Når man vælger at tage et år i 10. klasse, er det samtidig et skoleår, hvor man gerne skal opnå afklaring i forhold til, hvem man selv er som individ, og hvilket potentiale man individuelt besidder. Vi arbejder målrettet på, at alle elever opnår selvindsigt og derigennem selverkendelse af, hvilke kompetencer som skal optimeres, hvilke udfordringer der skal arbejdes på og hvilke potentialer, som skal forsøges realiseret. På den måde opbygges selvværdet og selvrespekten, der skal bære dig gennem dit uddannelsesforløb fremadrettet og det sikrer samtidig at, at alle vores elever har taget stilling til, hvad det gode liv er for dem. Vores fornemmeste opgave som 10. klassecenter er at være nysgerrig på alle vores elever og understøtte dem i, at man livet igennem skal være i stand til at definere og redefinere sig selv. Derfor er unge, der åbent indgår i et år på US10 også forberedt på at indgå på arbejdsmarkedet på sigt.

 Vi tilbyder mulighed for afklaringsforløb, dvs. det man tidligere har kaldt brobygningsforløb til ungdomsuddannelserne. Vi har samarbejdsaftaler om afklaringsforløb med:

  • TEC
  • NEXT

  • Hotel & Restaurantskolen

  • SOSU H

  • Tårnby Gymnasium STX/HF

  • KBH Syd HF

  • Niels Brock EUD/EUX

  • NEXT Sukkertoppen

Det aftales med kontaktlæreren, hvilke forløb man som elev ansøger eller ønsker at blive en del af. Denne proces sætter vi i gang i løbet af de første uger af skoleåret.

Der er også mulighed for virksomhedspraktik. På baggrund af tankerne omkring fremtiden skal alle elever arbejde med en obligatorisk selvvalgt opgave kaldet OSO. Det er en slags overbygning på projektopgaven fra 9. klasse, men fokus skal være rettet på uddannelses- og jobmuligheder.

Vores elevgruppe er mangfoldig; dét er vores tilgang til jer også, MEN vi har nultolerance over for al omgang med euforiserende stoffer og alkohol i skoletiden. Dette vil straks medføre bortvisning.